Chakra
Din begynderguide til chakra
Chakrasystemet er ikke noget nyt og smart. Det er nemlig et yogasystem, der har været i brug i mange tusinde år. Rent faktisk stammer systemet fra Hatha yoga-teksterne. Det er naturligvis alt sammen meget godt, men hvad er chakra egentligt?
Hvad er chakra?
Ordet chakra er sanskrit og betyder hjul. Yogafilosofien går ud på, at de forskellige chakraer dækker hver deres område af kroppen såvel som psyken. Disse områder eller chakraer kan blive påvirket af forskellige ting, hvilket har en indflydelse på et menneskes liv og velvære.
Ifølge hinduismen er der i alt syv chakraer eller energifelter i en menneskekrop. De syv chakraer forbindes ved hjælp af nadier, som er en slags kanaler. Kanalernes formål er at få de syv forskellige chakraer til at snakke sammen. Dette gælder både i forhold til det bevidste og det ubevidste samt mellem krop og sind.
Chakraerne har to mulige tilstande. De kan enten være i balance eller i ubalance. Uanset om chakraerne er i den ene eller den anden tilstand, har det en indflydelse på dig, og de områder chakraerne regulerer. Det vil altså sige, at de har en indflydelse på, hvordan du har det.
Da de forskellige chakraer indbyrdes er forbundet, kan de påvirke hinanden. Hvis blot et enkelt område er i ubalance, kan dette område påvirke de andre områder. Det gælder naturligvis også den anden vej.
Alle chakraerne svinger og vibrerer med hver deres frekvens. Ud fra den frekvens de svinger og vibrerer med, har de fået deres chakrafarver.
Lær de syv chakrafarver at kende
Hvert chakra har et navn, en farve, et område af kroppen m.m. Det kan du alt sammen få mere at vide om lige her.
Chakra nummer 1: Rod
Det nederste chakra er dit rodchakra, der på sanskrit kaldes for Muladhara. Muladhara betyder ”rod” eller ”fundament”. Chakraet er kendetegnet ved farven rød. Du finder det i den nederste del af din rygsøjle lige ved halebenet.
Dette chakra er grundstenen i din fysiske eksistens. Det repræsenterer jordforbindelse, tillid og følelsen af at høre til i verden. Kort sagt så regulerer det, hvordan du ser dig selv, verden og livet.
Krystaller, du kan bære for at påvirke dette chakra, er tigerøje, blodsten, rubin, rød jaspis, røgkvarts, rosenkvarts og granat. Ved at opholde dig tit og ofte i naturen kan du styrke energien i dit rodchakra.
Chakra nummer 2: Hara
Det næste chakra er dit harachakra. Dette chakra kaldes for Svadhisthana på sanskrit, hvilket betyder ”ens egen bolig”. Chakraets farve er orange. Du finder chakraet lige under din navle og tæt på dine kønsdele. Området er altså forbundet til dine seksuelle organer og dit reproduktive system. Det sørger for lysten til sex, mad, og hvor kreativ du er. Udover at dette chakra påvirker dine kønsorganer og livmoder, påvirker det også dine nyrer, din blære og din smagssans.
Hvis du bærer krystaller, såsom citrin, månesten, gylden topas og karneol, påvirker du dette chakra. Det er desuden muligt at styrke områdets energi ved at opholde dig i eller i nærheden af vand.
Chakra nummer 3: Solar Plexus
Solar Plexus-chakraet hedder på sanskrit Manipura, hvilket betyder ”navlens juvel”. Det er repræsenteret af farven gul. Du skal ned i maveregionen ved mellemgulvet lige over navlen for at finde dette chakra.
Chakraets funktion er at sørge for, at du opbygger din egen personlighed. Det står for vitalitet og vilje. Dette chakra påvirker din bugspytkirtel, din lever, din synssans, din fordøjelse og dit nervesystem.
Når du bærer krystaller, såsom rav, tigerøje, citrin, gul calcit og topas, påvirker du Solar Plexus. Det er desuden muligt at styrke dets energi, når du opholder dig meget i solen.
Chakra nummer 4: Hjerte
Hjertechakraet bliver kaldt for Anahata på sanskrit. Anahata betyder ”uanslået lyd”. Chakraet har farven grøn, og du kan finde det lige i midten af din brystregion. Dette chakra står for at styrke din bevægelighed og dine følelser, mens det også fysisk påvirker dit hjertekredsløb, dine arme, din cellestruktur, dit blod, dine lunger og dit bryst.
Ønsker du at have en indvirkning på chakraet, skal du bruge krystaller som grøn jade, rosenkvarts og smaragd. For at styrke chakraet skal du opholde dig blandt blomster, i skoven eller på grønne enge.
Chakra nummer 5: Hals
Halschakraet omtales også som Vishudda på sanskrit, hvilket betyder ”at rense”. Farven blå er dets særlige kendetegn. Du finder chakraet i din hals lige ved struben og mellem kravebenene.
Chakraet står for at styrke information og kommunikation på alle spirituelle niveauer. Det påvirker dit spiserør, dine luftveje, dit stemmeorgan, din skjoldbruskkirtel og din høresans.
Ved at benytte krystaller kan du påvirke dette chakra. Det kan være krystaller såsom sodalit, akvamarin, angelit, blå agat og blå topas. Hvis du vil styrke chakraet, skal du opholde dig udenfor, når der er en skyfri himmel.
Chakra nummer 6: Pande
Pandechakraet, også kaldt for det tredje øje, hedder Ajna på sanskrit. Ajna betyder ”at vide” eller ”at befale”. Dets farve er indigo eller mørkeblå. Du finder dette chakra øverst i dit ansigt lige over næseroden mellem dine øjenbrynene.
Chakraet påvirker din hypofyse, dit centralnervesystem og din lillehjerne samt dine bekymringer, stress, depression m.m.
For at påvirke dette chakra kan du bære en ring eller andet med en af disse krystaller: Fluorit, månesten, ametyst, diamant, safir, lapis eller sodalit. Opholder du dig under en klar stjernehimmel, styrker du pandechakraet.
Chakra nummer 7: Krone
På sanskrit bliver kronechakraet kaldt for Sahasrara, hvilket betyder ”tusindfold”. Det er det største og sidste chakra og kendetegnes ved farven lilla eller violet. Du finder det på toppen af dit hoved over din isse.
Chakraets funktion er at være forbindelsesled mellem dig selv og en højere bevidsthed. Det står for rene tanker. Rent fysisk kan dette chakra have en indflydelse på din genfødsel samt betingede og arvelige sygdomme.
Med eksempelvis en halskæde eller et armbånd med en af følgende krystaller, kan du påvirke kronechakraet: Perler, bjergkrystal, hvid kvarts og hvid ametyst. Hvis du vil påvirke dette chakra, skal du give påvirkningen af de andre seks chakraer en ekstra tand.
Du kan se stenene på helsam.
Sidst opdateret 18. december 2021 af Stephanie