Værd at vide om Namasté

Hvad betyder namaste?

Du har sikkert oplevet, at din yogalærer siger Namaste. Men har du nogensinde tænkt over, hvad dette fine ord betyder? Der er faktisk rigtig mange undervisere i yoga, som får spørgsmålet omkring, hvad Namaste egentligt betyder.

Vil du gerne vide, hvad Namaste betyder, og hvordan du siger det på en korrekt måde? Så læs denne artikel for at få svar og styr på det.

Hvad betyder Namaste?

Ordet Namaste stammer fra sanskrit, som er et meget gammelt indoeuropæisk sprog. Mange af de moderne indiske sprog er udsprunget fra sanskrit, som i øvrigt stadig er et af Indiens officielle sprog.

Namaste er et sammensat ord. Det er blandt andet sat sammen af ordet ”namah”, som betyder ”at bøje”. Derudover består Namaste af ordet ”as”, som betyder ”jeg” og ordet ”te”, der betyder ”dig”.

Når de tre ord sættes sammen, bliver det altså til Namaste, som får betydningen: ”Jeg bøjer mig for dig”. Det kan også have betydningen: “Det guddommelige i mig, ærer det guddommelige i dig”.

Hvordan udtales Namaste?

Da det ikke er alle yogaundervisere, der siger Namaste, og du måske ikke kommer i andre kredse, hvor ordet bruges flittigt, ved du muligvis ikke, hvordan det udtales.

Og det er svært at vide, hvordan ordet bliver udtalt korrekt, hvis du aldrig har hørt nogen sige det før. Så vil du overraske din yogalærer med at sige Namaste til din næste yogatime, kan du få hjælp til det her.

Når du skal sige Namaste, skal du udtale det “Nah-mah-stay” for at sige det korrekt.

Hvornår kan du sige Namaste?

Namaste er et ord, der skal bruges respektfuldt og være en kærlig gestus over for andre. Ordet er nemlig en form for tak, som du kan se i forhold til ordets betydning: ”Jeg bøjer mig for dig”.

Når din underviser i yoga siger Namaste, er det for at takke dig for at deltage i yogatimen. Du kan ligeledes vise din yogalærer respekt ved også at sige Namaste. På den måde kan du altså sige tak for din yogaundervisning.

Men Namaste kan ydermere bruges i starten af en yogatime, hvor det i stedet fungerer som en velkomst eller en hilsen. Når du vil bruge ordet Namaste, bør du huske at anvende den tilhørende gestus.

Sådan gør du, når du siger Namaste

Der er to forskellige gestus, du kan anvende, når du siger Namaste. Her i Danmark bruges der altid en gestus i forbindelse med, at der siges Namaste. Sådan forholder det sig dog ikke i Indien. Her er det nok blot at bruge en gestus uden at sige ordet.

Du kan vælge at samle dine hænder foran dit bryst samtidig med, at du bøjer dit hoved let ned mod brystet. Det er vigtigt, at du også lukker dine øjne. Mens du udfører denne gestus, siger du Namaste.

Derudover kan du vælge at lukke dine øjne og samle dine hænder foran Hjertechakraet (hjertecentret) for derefter at føre dine hænder op til det tredje øje. Det tredje øje er området mellem dine øjenbryn. Sidst men ikke mindst skal du huske at bøje dig lidt fremad, hvorefter du retter hovedet op igen og fører hænderne tilbage til hjertecentret. Undervejs siger du Namaste.

Den sidste fremgangsmåde er en måde, hvorpå du kan vise en særlig dyb respekt over for en anden person.

Der er en helt særlig grund til at sige Namaste

Når du samler dine hænder foran dit bryst, øger du strømmen af guddommelig kærlighed. Ved at bøje dit hoved og lukke dine øjne hjælper du dit ego på vej i forhold til at overgive dig til det guddommelige i hjertet.

Det betyder, at Namaste hjælper to personer, som kan være underviseren i yoga og vedkommendes elev, med at komme til et sted af samhørighed og tidløshed, hvor de er frie af egoets snærende bånd.

Sidst opdateret 6. februar 2025 af Stephanie

Sidst opdateret 6. februar 2025 af Stephanie